
Søndag blev der kørt løb i Slagelse med ABC’s juniorhold på startstregen. Sidste weekends flotte resultater skulle følges op i dag på en kuperet rute. Der var blevet lagt op til at der skulle køres hårdt fra start og alle mand skulle være med i til at ligge pres på feltet. Det resulterede i, at allerede på første omgang var seks mand kørt væk, hvor de tre af dem var fra ABC. Troels var først stukket af sted med to mand, hvor efter Kevin og Sebastian kom op til de tre i front med en mand på hjul. De seks fik arbejdet godt sammen og øgede stille og roligt ned til feltet.
Nede i feltet sad de resterende ABC’ere og bakkede af og kørte alle udbrudsforsøg ind. Det gjorde at de seks mand i front skulle afgøre løbet mellem sig. Der blev angrebet en del gange, men alligevel bliver gruppen samlet til sidst og det hele ender i en spurt om sejren. Igen viser Troels sin styrke og hurtighed ved klart at slå alle i spurten og vinde for anden weekend i træk. Kevin kommer igen ind på en 4. plads, hvilket også var hvad han præsterede i Youth Tour i sidste uge, mens Sebastian kørte ind på sæsonens tredje 6. plads for hans vedkommende.
På sidste omgang, da det var klart at udbruddet ikke kunne hentes, begyndte de tre ABC’ere nede i feltet at angribe på skift. Michel kommer af sted med én mand, men bliver slået i spurten og får en flot 8.plads. Michel kørte sit første landevejsløb for ca. en måned siden, så at han allerede er i stand til at gøre sig gældende i den danske juniorklasse er imponerende! Christian kommer af sted med to mand og kommer ind lige efter Michel. Christian slår sine konkurrenter i spurten og får hans hidtil bedste resultat nemlig en 9. plads.
Alle mand gav den en skalle i dag og kørte flot sammen som det hold de er. Dennis kom som den eneste ABC’er uden for top 10, men med det arbejde han og holdet lagde for dagen i dag, så går der ikke længe før også han får heldet med sig.
Næste opgave for Juniorholdet bliver Tour de Himmelfart i Odder hvor alle de bedste danske juniorer er der, samt ryttere fra Norge, Sverige, Finland, Italien, Tyskland og Holland. Forhåbentlig kan rytterne fortsætte de fine takter og levere endnu et flot resultat og holdindsats når det går løs i Jylland.