Nyheder & Orientering (Udvidet)

:Luk Vindue
Mette nr 4 til DM - opdateret(2010-06-26)
Efter at have kørt et flot og agressivt landevejs DM, hvor hun sad fremme stort set hele vejen, blev Mette Vesterager i dag en flot nummer fire. Skabs-ABCer og Sej Sild Trine Lorentzen, der kører for Odder CK, slog Mette i spurten om tredjepladsen og det blev dermed bronze til Trine.

"Løbet blev præcist, som jeg havde håbet på og lagt min taktik efter," fortæller Mette, der allerede på anden ud af syv omgange kørte op til et udbrud på to piger sammen med Trine og to andre ryttere, så de tilsammen blev seks ryttere i udbrud.

På femte omgang kom yderligere fem ryttere - heriblandt ABCs Ditte Clausen frem til frontgruppen.

"Min plan var at komme afsted inden de store favoritter begyndte at røre på sig," siger Mette.

Først på næstsidste omgang nåede den senere vinder Annika Langvad frem til de forreste. På sidste omgang angreb Trine og kun Annika, den senere nummer to Christina Siggaard og Mette kom med.

"Annika angreb da vi kørte over bakken sidste gang. Desværre kunne jeg lige præcis ikke sidde med," forklarer Mette. Trine var blevet sat umiddelbart inden og sammen forsøgte de to at fange Siggaard, der også var blevet hægtet af af Langvad, men det lykkedes ikke og Mette og Trine måtte spurte om bronzemedaljen.

"Jeg er meget tilfreds med mit løb," siger Mette, der ikke lyder skuffet over at være første rytter til ingenting.

"Jeg kørte offensivt og prægede løbet, så det gik i min retning. Min ambition var Top 5 og den nåede jeg jo," siger Mette.

Ditte Clausen blev nummer 15 og Camilla Larsen nummer 22.